Natur og udflugtsmål tæt på Haldrup

Fra Haldrup er der rige muligheder for naturskønne gåture, cykelture, skovture og udflugter. Her på siden har vi samlet et udpluk af naturoplevelser i vores nærområde. 

Skove 

Stensballe Skov og Elbæk Skov strækker sig fra Haldrup Strand til Husodde Strand, og du følger den smukke gamle banesti. 

Sondrup og Uldrup bakker er et storslået skovområde i et kuperet landskab. Her kan du kravle op i et fugletårn eller bestige Blaksbjerg og nyde udsigten over Horsens Fjord. Se ruterne i området på Odder Kommunes hjemmeside her. 

Hansted Skov ligger en lille køretur nord for Haldrup og er en rigtig eventyrskov med gamle krogede træer, stejle skrænter og en idyllisk svanesø. 

Strande 

Haldrup Strand er vores egen lille perle af en strand, hvor du kan nyde stilheden og det smukke landskab.

Husodde Strand er en skøn og børnevenlig badestrand i Stensballe med badebro, iskiosk, gynger og en vinterbadeklub. 

Sondrup Strand er en smuk, rolig og naturskøn strand med badebro. Her er også en vinterbadeklub. 

Brigsted Strand byder på en skøn shelterplads og bålplads.

Saksild Strand ligger 25 min. fra Haldrup og er en populær bred og børnevenlig sandstrand ved Kattegat. 

Udflugtsmål 

Udsigtshøjene ligger lige syd for landsbyen Trustrup. Fra højene er der en fantastisk udsigt over hele Horsens Fjord, og man kan gå en lille tur og klatre i træer. 

Historiske steder kan du finde på hjemmesiden Historisk Atlas og fortidsminder på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside. På hjemmesiden Hemmelige steder, kan du læse om løvehovedet i Elbæk Skov.